Kvindemor

Jeg vil bare leve min dagligdag, roligt trivielt med arbejde som physio og reflexzoneterapeut. Men der er en masse omveje… Lige nu skriver jeg om at være mor til min datter og kommende søn. Hvorfor er det så vigtigt at egen identitet kobles til et køn? Denne min dejlige specielle datter, med alle hendes usædvanlige sundhedsproblemer og meget kreative tankegang… Hun er nu ved at melde ud at hun ønsker at omvandle hendes identitet og krop til at være mand. Jeg fatter det ikke - og lytter til min kommende søn, for bedre at forstå hvad der sker i alt det virvar i hendes / hans personlighed. Jeg følger lidt med i terapien - når den vedkommer mig. Jeg prøver at ruske lidt i faderen, for at han prøver at acceptere processen - og skal også holde mig tilbage her. Jeg snakker med tøsen (min drengepige, kærligt kaldt tøsen), men skal ikke lægge vægt på min bekymring og modstand, men på at acceptere og støtte processen om at blive et helt velfungerende menneske med alle kvaliteter og begrænsninger som vi alle har. Uanset køn. Heldigvis har vi lige haft 3/4 år sammen, da tøsen havde smidt gymnasiet i en burn-Out, og jeg fik diagnosen brystkræft (uden metastaser) og skulle også blive hjemme. Denne egentlige svære tid kunne vi nyde hinanden, støtte hinanden - og give hinanden plads. Jeg skriver nu, for at få plads til mine tanker og usikkerheder omkring min tøs køns-omvandling. Jeg håber at hun forbliver en drenget pige. Men jeg kan ikke styre det, kun følge med. Som mig, som mor, som tilskuer.